Forbered MED-udvalgets debatcafe om kompetenceudvikling
Debatcafeen kan holdes som et ekstraordinært MED-udvalgsmøde, eller det kan holdes på et ordinært møde. Det er væsentligt, at der er et par stykker (gerne formand/næstformand), der planlægger mødet og aftaler debatcafeen i detaljer, fordeler roller og afklarer formålet for dagen. Vælger I at holde debatcafeen som et ekstraordinært møde, får I mulighed for at fordybe jer lidt mere og f.eks. få eksterne oplægsholdere, selv holde oplæg eller blot have mere tid til at komme i dybden med de forskellige debattemaer.
Overvej om I eventuelt skal justere de fem debatkort, så der tilføjes et eller to andre debattemaer, og om I skal ændre på nogle af de spørgsmål, som MED-udvalgets medlemmer skal debattere.
Det er væsentligt, at I får diskuteret, hvordan I overhovedet forstår kompetenceudvikling i MED-udvalget. Kompetenceudvikling kan nemlig forstås på mange måder, og det er meget væsentligt, at I i MED-udvalget får diskuteret jeres forskellige forståelser, så I dels er enige med hinanden, og dels kan være med til at skabe et fælles sprog for hele arbejdspladsen om kompetenceudvikling.
I kan selv forberede et oplæg om kompetenceudvikling. Det er også muligt, at I kan lave en aftale med en ”’ekspert i kompetenceudvikling”, der kan give jer nogle input, et overblik og være med til at afklare nogle centrale spørgsmål. Det kan være en underviser, en konsulent, en leder eller en fra MED-(Hoved-)udvalget, der holder oplægget – husk blot at gøre personen klart, at I efter oplægget skal arbejde videre med debatcafeen.
Afholdelse af debatcafe for MED-udvalget
Når I afholder cafeen skal I (initiativtagerne) huske at præsentere formålet og arbejdsmetoden for debatcafeen. Nedenfor får I en række spørgsmål, som I med fordel kan overveje at bringe ind i jeres præsentation af debatcafeen:
Cafeens formål:
-
Hvorfor holder MED-udvalget denne debatcafe?
-
Hvordan bruges resultaterne på arbejdspladsen?
-
Debatcafe om kompetenceudvikling for hele arbejdspladsen
-
Formidling af denne debatcafes resultater
Cafeens arbejdsmetode:
Cafeens fremgangsmåde
Efter formålet og arbejdsmetoden er præsenteret, starter cafeen. I skal nu bruge debatkortene samt logbøgerne – husk at tilpasse cafeen til egne behov. Til hvert debatkort er der ca. 15 minutter. Husk der skal være tid til at notere i logbogen. Sekretæren for MED-udvalget kan eventuelt supplere med yderlig skriftlig opsamling.
Lederen af debatcafeen (initiativtager) har til ansvar at sørge for:
-
at MED-udvalgets medlemmer kommer rundt om de forskellige aspekter i det enkelte debatkort
-
at MED-udvalgets medlemmer får skrevet pointer ned i deres logbøger
-
at debatten bliver holdt i en positiv og fremadrettet ånd
-
hele tiden at holde formålet for øje (forbedring af kompetenceudviklingen på arbejdspladsen)
Videre arbejde med debatcafeen for hele arbejdspladsen
Inden I afslutter MED-udvalgets debatcafe, skal I finde ud af, hvad der videre skal ske.
KompetenceWeb.dk opfordrer jer til, at I bruger resultaterne og erfaringerne fra MED-udvalgets debatcafe til at holde en ny debatcafe for hele arbejdspladsen. En anden mulighed er, at I formidler resultaterne fra MED-udvalgets debat ud til de forskellige dele af arbejdspladsen.
Vælger I at gennemføre en debatcafe for hele arbejdspladsen, skal I finde ud af, hvordan I vil bruge resultaterne fra MED-udvalgets debatcafe i arbejdspladsens debatcafe.
Hvis I vil afholde debatcafe om arbejdspladsens kompetenceudvikling, finder I en guide, invitation og debatkort her.