Arbejdspladsens opgaver
Hvis I på jeres arbejdsplads har et lokalt medudvalg, er det udvalgets opgave at drøfte:
-
De overordnede mål for kompetenceudviklingsindsatsen på arbejdspladsen
-
Sammenhængen mellem arbejdspladsens mål/strategier og kompetenceudvikling
-
Hvordan arbejdet med kompetenceudvikling evalueres
Det er en god ide, at I drøfter arbejdspladsens indsats for kompetenceudvikling mindst en gang årligt. Relevante spørgsmål at stille er:
-
Hvilke udviklingsmål/strategier har arbejdspladsen?
-
Hvilke kompetenceudviklingsbehov afføder denne strategi?
-
Hvordan kan disse behov tilgodeses inden for arbejdspladsens arbejdsgrundlag for kompetenceudvikling?
-
Hvordan kan arbejdspladsen evaluere indsatsen for kompetenceudvikling?
Hvis der ikke er et MED-udvalg på arbejdspladsen/institutionen kan I drøfte mål og behov for kompetenceudvikling på personalemøder eller på møder mellem tillidsrepræsentanter og ledelsen.
Brug forskellige læringsformer
Når I vurderer, hvordan kompetencebehov kan løses, er det vigtigt at være opmærksom på, at der er mange forskellige veje til at nå de kompetencer, der er behov for.
Det er en god ide at overveje, om det er eksterne kurser og uddannelser, der er løsningen eller om læring på jobbet i form af fx sidemandsoplæring, nye opgaver, deltagelse i projekter, supervision eller selvstudier er vejen til de nye kompetencer. Ofte vil der være brug for at tænke i begge retninger for at få tilrettelagt et godt kompetenceudviklingsforløb. Læs mere i Når læring lykkes.
Bring retningslinjerne i spil – giv god information
Retningslinjer og drøftelser af kompetenceudvikling gør det ikke alene. Det er først, når retningslinjer bliver bragt i spil af ledere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter, at kompetenceudviklingen bliver strategisk og systematisk. Information er en forudsætning for at nå hertil.
Det er især vigtigt, at I informerer skriftligt om, hvordan arbejdspladsens ledere og medarbejdere skal arbejde med MUS og udviklingsplaner. Som opfølgning på arbejdspladsens lokale drøftelser af indsatsen for kompetenceudvikling er det en god ide at holde møder mellem ledere og medarbejdere om arbejdspladsens behov for kompetenceudvikling og hvordan arbejdspladsen arbejder med MUS og udviklingsplaner. Disse møder kan fungere som arbejdspladsens forberedelse af MUS.