Hvordan arbejder jeg med udviklingsplaner?

Du kan vælge forskellige tilgange til arbejdet med udviklingsplaner. Det er vigtigt, at du sammen med dine medarbejdere vælger en model, der passer til dine medarbejdere og til arbejdspladsens kultur og behov. Nogle medarbejdere har selv et godt billede af deres ønsker for egen udvikling, andre medarbejdere har brug for at blive hjulpet mere på vej. Nogle arbejdspladser kan få god energi ud af at starte forløbet kollektivt, mens andre arbejdspladser er bedre egnede til individuelle forløb.  

En udviklingsplan vil ofte rumme tre hovedtemaer – ’faglige udviklingsmål’, ’personlige udviklingsmål’ og ’langsigtede udviklingsmål’. Hvis det ikke er medarbejderens første udviklingsplan, vil planen ofte også rumme ’opfølgning på seneste udviklingsplan’. Udviklingsplanen viser målene for en medarbejders faglige og personlige udvikling, og den viser vejen til målene.  

Du kan selv lave en skabelon for arbejdspladsens udviklingsplaner eller du kan undersøge, om kommunen har skabeloner liggende centralt.  

Hvis du selv ønsker at lave et skema, kan du tage udgangspunkt i følgende punkter:

  1. Stamoplysninger om medarbejderen, alder, uddannelsesbaggrund, stillingsbetegnelse, anciennitet, erfaringer mv.
  2. Kommunens overordnede strategi og arbejdspladsens indsatsområder.
  3. Medarbejderens ønsker til faglig og personlig udvikling.
  4. De aktiviteter, som medarbejder og leder er enige om, at medarbejderen skal i gang med for at udvikle sig fagligt og personligt.
  5. Evt. en vision for medarbejderens fremtidige kompetenceudvikling.

Du kan også vælge at anvende værktøjet på kompetenceweb. Her ligger der tre metoder til at danne udviklingsplaner – ’den hurtige’, ’den omfattende’ og ’den fælles’. Du kan se de tre metoder via link i venstre spalte. Før I går i gang med forløbet, skal du og dine medarbejdere vælge hvilken metode, der passer bedst til jer.

Dine medarbejdere kan have god gavn af at forberede deres arbejde med udviklingsplanen ved at overveje deres ønsker til og behov for kompetenceudvikling. Du kan hjælpe medarbejderne i deres forberedelse ved at give dem nogle refleksionsøvelser. På kompetenceweb ligger der 12 individuelle øvelser og 10 gruppeøvelser, som medarbejderne kan anvende.

Udviklingsplanen skal forene medarbejderens ønsker og arbejdspladsens behov

Når du laver udviklingsplaner med dine medarbejdere, er det vigtigt, at I tager udgangspunkt i arbejdspladsens nuværende og kommende opgaver og målsætninger. Udviklingsplanen skal selvfølgelig passe på medarbejderens ønsker til egen udvikling, men udviklingsplanen er også jeres fælles forståelse af, hvilke kompetencer medarbejderne skal udvikle eller videreudvikle for at arbejdspladsen bedst muligt kan løfte opgaver og målsætninger. 

Inden I går i gang med at holde samtaler og udfylde skemaerne er det derfor vigtigt, at du tydeliggør hvilke strategiske mål og særlige indsatsområder arbejdspladsen har fremadrettet.  

Det kan være en god idé at inddrage medarbejderne i drøftelsen af arbejdspladsens mål, opgaver og indsatsområder. Du kan fx benytte ’den fælles model’  eller 'de ti gruppeøvelser fra kompetenceweb til at inddrage medarbejderne og skabe en fælles drøftelse. 

Hvis du vælger én af de øvrige modeller på kompetenceweb skal du, når du opretter forløbet, udfylde to rubrikker med arbejdspladsens mål og indsatsområder. Når medarbejderne går ind og udfylder deres skema, bliver de automatisk bedt om at forholde deres ønsker om kompetenceudvikling til de mål og indsatsområder, du har defineret.

Værktøjet

Her finder du værktøjer til kompetenceafklaring og udviklingsplaner.

Er du leder, kan du læse mere her, og er du medarbejder, kan du læse mere her.

Gå til værktøjet



KL - Weidekampsgade 10 - Postbox 3370 - 2300 København S - Telefon 33 70 33 70 - mkr@kl.dk
KTO/OAO - Stauning Plads 1-3 - 1607 København V - Telefon 33 70 13 00 - dsm@oao.dk