Hvad er kompetenceafklaring?
Kompetenceafklaring er en afklaring af medarbejdernes faglige og personlige kernekompetencer: ”hvad kan jeg?”, samt en afklaring af medarbejderens ønsker til fremtidigt jobindhold: ”hvad vil jeg?”.
Som leder har du brug for at have et overblik over, hvilke kompetencer de forskellige medarbejdere har, og over om dine medarbejdere samlet set har de nødvendige kompetencer til at løfte arbejdspladsens opgaver og målsætninger.
Det behøver hverken at være svært eller tidskrævende at afklare medarbejdernes kompetencer. Det der måske kan være vanskeligt er at tale om kompetencer, for det er mange ikke vant til at gøre. Vi har derfor ikke et "sprog" for det. Vi kan nemt fortælle om vores arbejdsgaver i stil med "jeg arbejder på et projekt, hvor vi…", "eller jeg holdt i dag møde med en borger, der…". Det er straks sværere at oversætte arbejdsopgaver til faglige og personlige kompetencer. Kompetenceafklaring handler netop om at afdække kompetencer i stedet for blot at opliste medarbejdernes arbejdsopgaver, da sådan en liste let bliver uoverskuelig. Desuden siger en beskrivelse af opgaver ikke noget om, hvad medarbejderen er særligt god tid, eller trives særligt godt med på arbejdspladsen.
I værktøjet på kompetenceweb finder du fire øvelser til kompetenceafklaring, der netop understøtter processen med at oversætte arbejdsopgaver til kompetencer.
Alle fire øvelser munder ud i, at medarbejderen får sit eget kompetencekort.
På kompetencekortet står der:
- Stamoplysninger om medarbejderen - blandt andet alder, uddannelsesbaggrund, stillingsbetegnelse, anciennitet, særlige erfaringer mv.
- Medarbejderens 3 faglige og 5 personlige kernekompetencer.
- Medarbejderens ønsker til fremtidigt jobindhold.
- Og evt. medarbejderens vision for sit fremtidige arbejdsliv.
Du kan med fordel anvende kompetencekortene som udgangspunkt for en drøftelse med dine medarbejdere, fx i forbindelse med MUS.