Leder - Få styr på forløb, deadlines og adgang for nye ledere
Opret dig selv først – og så dine medarbejdere
Du skal starte med at oprette dig som leder her på sitet. Derefter kan du oprette dine medarbejdere. Du behøver kun skrive deres navn, køn, stilling og emailadresse.
Derefter skal du vælge:
- hvilket kompetenceforløb I skal gennemføre
- hvilke metoder I skal benytte
- hvornår forløbet skal være færdigt
Aktiviteter – før og efter
Du skal også overveje, om I skal have nogle aktiviteter før og efter kompetenceforløbet - fx personalemøder og MUS-samtaler.
Når dine medarbejdere er oprettet
Dine medarbejdere får automatisk tilsendt en mail med deres adgangskode, som de skal bruge til at komme i gang med forløbet. Mens dine medarbejdere er i gang med deres kompetencekort og/eller udviklingsplan, kan du ikke se deres arbejde. Det kan du først se efter deadline. Du har mulighed for at forlænge forløbet, hvis nogle af dine medarbejdere ikke kan nå det inden deadline. Tilsvarende kan du også forkorte forløbet.
Når tidsfristen udløber – overblik og søgemuligheder
Efter deadline har du mulighed for at se alle medarbejdernes kompetencekort/udviklingsplaner og danne dig et overblik over dem. Du kan få overblik over udviklingsbehov, forskellige udviklingsaktiviteter, faglige og personlige kompetencer, uddannelser, anciennitet mv. Og du kan lave fritekstsøgninger i deres kompetencekort og udviklingsplaner, hvis du fx er interesseret i at finde frem til, hvilke medarbejdere, der har anført projektledelse som en af deres kompetencer.
Udviklingsplanerne kan du se før deadline i de tilfælde, hvor medarbejderen vælger at sende deres foreløbige udviklingsplan til dig inden deadline. Overbliksmulighederne får du dog først efter deadline.
Hvis en medarbejder får ny leder
Hvis en medarbejder skal have en ny chef, kan du flytte medarbejderens kompetencekort/ udviklingsplan til en ny leder. Du kan flytte medarbejderen både internt i kommunen og på tværs af kommunegrænser. Kompetencekortene og udviklingsplanerne skal behandles fortroligt. Medarbejderen får automatisk besked om, at vedkommendes kompetencekort/udviklingsplan er flyttet fra dig til en anden leder.
Adgang for andre – søg om lov
Den øverste leder i kommunen eller en ny leder kan søge om lov til at se dine medarbejderes kompetencekort og udviklingsplaner via hotline@kompetenceweb.dk Det er KL og KTO som tildeler rettigheder til denne funktion. Hvis en leder søger om at se dine medarbejderes forløb, så bliver du automatisk spurgt om det er i orden. Dine medarbejdere får også automatisk information om dette via mailen. Hvis I vil benytte denne mulighed, anbefaler vi, at I drøfter det med medarbejderne inden I går i gang.
Gode råd
Klar besked om medarbejderinvolvering, forventningsafstemning og dialog.
1. Involver medarbejderne i hele processen
Det er en god idé at drøfte kompetenceforløbet, før I går i gang. Enten alle medarbejdere imellem eller i udvalg. I bør fx drøfte, hvilken af de forskellige metoder, som medarbejderne skal gennemføre. Det er også en god idé i fællesskab at drøfte tillidsrepræsentantens rolle. Værktøjerne her giver nemlig mulighed for, at tillidsrepræsentanten får tildelt en særlig rettighed, så han/hun kan få et samlet overblik over kompetencekortene/udviklingsplanerne. Tillidsrepræsentanten kan ikke se den enkelte medarbejders kompetencekort/udviklingsplan – kun statistik over de kompetencekort, som lederen har givet tillidsrepræsentanten rettigheder til at se.
2. Sørg for at afstemme alle parters forventninger til forløbet
Det er ikke sikkert, at alle kan få alle ønsker til fremtidig udvikling eller jobindhold opfyldt. En afstemning af forventninger inden kompetenceforløbet kan reducere eventuelle frustrationer.
3. Vælg metode til kompetencekort og udvikling
På www.kompetenceweb.dk er der i alt fire forskellige metoder til kompetencekort og tre metoder til udviklingsplan . Vurder hvilken metode, der passer bedst hos jer.
4. Den rette information på rette tid
Informer de øvrige medarbejdere. Fortæl om valg af metode, og hvornår I skal tale sammen om kompetencekort og udvikling. Medarbejderne får automatisk en mail med disse oplysninger, når du opretter et forløb her på www.kompetenceweb.dk.
5. Kompetenceforløb kræver dialog
Det bedste udgangspunkt for godt forløb er dialog. For det første gør dialog det lettere for medarbejderne at blive bevidste om egne kompetencer, udviklingsbehov og ønsker for fremtiden. For det andet skaber dialog en større sandsynlighed for, at medarbejderens udviklingsønsker passer sammen med organisationens behov og visioner.
Få inspiration her til god dialog: Øvelser – for grupper