Gode råd om at tilrettelægge kompetenceudvikling i kommunerne

Her er 13 gode råd om, hvad der skal til for at få læring til at lykkes.

Sæt kompetenceudviklingen i system
1. Gør kompetenceudviklingen meningsfuld: Læringen skal knyttes til et  klart billede af, hvordan den enkeltes job og hele arbejdspladsen vil udvikle sig i fremtiden. 

2. Oversæt strategi til konkrete behov: En overordnet vision skal omsættes til noget mere håndgribeligt, før alle kan se, hvilke kompetencer det kræver at realisere den. 

3. Lad brugerne inspirere til læring: Brugernes ris, ros og konkrete forslag kan være et vigtigt bidrag til at afklare arbejdspladsens behov for nye kompetencer. 

4. Sat kompetenceudvikling på MUS-dagsordenen: MUS er en oplagt anledning til mere systematisk at drøfte den enkelte medarbejders behov og muligheder for kompetenceudvikling.

5. Brug individuelle udviklingsplaner aktivt: Læring er ofte mere effektiv, når den tager afsæt i en individuel udviklingsplan, der både beskriver målene for medarbejderens udvikling og vejene derhen. 

Udnyt alle læringsformer
6. Vælg den mest effektive læringsform: De ønskede kompetencer kan ofte erhverves gennem flere forskellige læringsformer, så man kan vælge én, der passer særlig godt til arbejdspladsens og medarbejdernes behov. 
 
7. Vær opmærksom på læring på jobbet: Nogle gange kan læring på jobbet være den korteste vej til en bestemt kompetence. Man kan bl.a. overveje metoder som sidemandsoplæring, projekter, møder og nye udfordringer. 

8. Tilpas læringen til den enkeltes behov: Man er nødt til at tage bestik af, at ikke alle lærer på samme måde. Nogle lærer mest af kurser, andre gennem selvstudier eller af kollegerne. 

9. Evaluer effekterne af kompetenceudvikling: Arbejdspladser kan få mere ud af kompetenceudvikling ved at evaluere effekterne af den – fx ved at undersøge, om ny viden bliver udnyttet i hverdagen og spredt til andre. 

Opbyg en sund læringskultur på arbejdspladsen
10. Gør læring til en fælles sag: Lederens og kollegernes engagerede støtte motiverer medarbejdere til at udvikle viden og færdigheder.

11. Skab tryghed og klarhed om kompetenceudvikling: Der skal skabes en tillidsfuld stemning, hvor medarbejdere og ledere åbent og anerkendende kan diskutere de fælles og de individuelle behov for kompetenceudvikling. 

12. Skab sammenhæng mellem læring og daglig praksis: Det skal tænkes igennem, hvordan generelle færdigheder og teoretisk viden fra fx et kursus kan ”oversættes” til medarbejderens konkrete arbejdssituation. 

13. Giv medarbejderne indflydelse på kompetenceudviklingen: Et godt udbytte af læring forudsætter ofte, at medarbejderne har indflydelse på læringen – dels via MED-udvalg/SU dels i den direkte dialog med deres leder. 

Du kan downloade de 13 gode råd på en oversigt her. De 13 gode råd er uddybet i hæftet Når læring lykkes, der er udgivet af KL og KTO. Download hæftet. 

KL - Weidekampsgade 10 - Postbox 3370 - 2300 København S - Telefon 33 70 33 70 - mkr@kl.dk
KTO/OAO - Stauning Plads 1-3 - 1607 København V - Telefon 33 70 13 00 - dsm@oao.dk