Printervenlig

Få mere ud af efteruddannelsen


Både medarbejderne og kommunerne kan få endnu mere ud af medarbejdernes efteruddannelse, hvis der bliver fulgt ordentligt op på det, som medarbejderne lærer. Det er en af pointerne i en ny undersøgelse af socialrådgiveres diplomuddannelser.

Når en medarbejder skal på efteruddannelse, kan lederen med få midler understøtte, at arbejdspladsen får god valuta for de investerede uddannelsesmidler, og at medarbejderen får større udbytte af uddannelsen. Det viser en ny undersøgelse, som KL og Dansk Socialrådgiverforening står bag. 

Og opskriften er enkel: Før medarbejderen tager på efteruddannelse, bør lederen og medarbejderen i samråd formulere forventningerne til, hvilke kompetencer det bør føre til. Under uddannelse er det vigtigt, at der er en aftale om, hvordan medarbejderen skal formidle viden fra uddannelsen, fx på teammøder. Og efter uddannelsesforløbet bør lederen følge op på processen og sikre, at der sker en videndeling i organisationen, og at medarbejderne får mulighed for at anvende de nye kompetencer.  

Se skemaet med gode råd til, hvordan viden kan overføres fra diplomuddannelse til arbejdsplads.

Når DS og KL har valgt at undersøge emnet, skyldes det et øget fokus på transfer og værdien af efteruddannelse.
Både socialrådgiverne og deres ledere oplever, at deres diplomuddannelser kan anvendes i praksis, men der er samtidig plads til udvikling og et større samspil mellem uddannelse og arbejdsplads før, under og efter uddannelsesforløbet.

Lederne og socialrådgiverne giver dog udtryk for, at den såkaldte transfer, der dækker over overførslen af viden fra læringsinstitutionen til arbejdssituationen eller praksis, foregår på forskellige niveauer. Nogle steder er der formelle aftaler om, at de studerende skal orientere deres kolleger om ny viden, mens det andre steder er op til de studerende selv. Derfor er der brug for, at videndelingen bliver lagt i nogle mere faste rammer. Med andre ord kan kommunerne få endnu mere ud af deres efteruddannelsesmidler, hvis de sikrer, at der sker en overførsel af viden fra uddannelse til arbejdspladsen.

Undersøgelsen viser også, at udbyttet af efteruddannelsen stiger markant, hvis ledelsen og medarbejderen formulerer nogle mål og forventninger, inden uddannelsen påbegyndes, samt tager opfølgende samtaler undervejs og følger op på det lærte efterfølgende. 

Flere ledere mener, at deres dialog med uddannelsesstederne er stærkt begrænset, når de har medarbejdere, der deltager i en diplomuddannelse.

Der er også blevet spurgt ind til ledernes motivation for at bevillige diplomuddannelse, og de fremhæver primært følgende tre begrundelser; det var et medarbejderønske, diplomuddannelsen er et led i en fastholdelsesstrategi, eller det er en del af arbejdspladsens udviklingsstrategi.

Socialrådgiverne har også svaret på, hvad deres motivation for at gå i gang med diplomuddannelsen er. Den primære grund er, at de har lyst til at udvikle og dygtiggøre sig inden for deres arbejdsområde, men det spiller også ind, at diplomuddannelsen giver bedre karrieremuligheder, at arbejdsgiveren betaler deltagergebyret, samt at arbejdspladsen har brug for den viden, diplomuddannelsen giver.

Samtidig er både ledere og socialrådgivere tilfredse med både indhold og undervisning på diplomuddannelsen.  

Undersøgelsen viser endvidere, at kendskabet til flere af diplomuddannelserne er forholdsvist begrænset, både blandt medarbejderne og lederne. Sågar den sociale diplomuddannelse har kun halvdelen kendskab til. Kendskabet til diplomuddannelsernes længde, pris, niveau m.m. lader også en del tilbage at ønske.
Nogle af medarbejderne og lederne har således kun et relativt begrænset kendskab til diplomuddannelserne. Det betyder, at diplomuddannelserne ikke indgår i deres overvejelser om kompetenceudvikling.

På baggrund heraf er der også lavet et faktaark, som giver en oversigt over diplomuddannelserne, deres indhold, udbyder, varighed, pris, osv., samt et ark med gode råd og ideer til, hvordan viden kan overføres fra diplomuddannelsen til arbejdsplads.

Læs rapporten: Diplomuddannelse for socialrådgivere – Anvendelse og motivation samt overførsel af viden til praksis.

Rapporten, der bygger på interview blandt flere end 2.000 ledere og medarbejdere, viser bl.a.:
- At de socialrådgivere, der tager diplomuddannelser, oplever, at deres uddannelser kan anvendes i praksis.
- At overførsel af viden fra uddannelserne til kolleger finder sted på de fleste arbejdspladser, men på meget forskellige niveauer.
- At både socialrådgivere og ledere er tilfredse med uddannelsernes indhold og undervisning.
- At langt størstedelen af de socialrådgivere, der er i gang med en diplomuddannelse, påtænker at gennemføre hele uddannelsen.

KL - Weidekampsgade 10 - Postbox 3370 - 2300 København S - Telefon 33 70 33 70 - mkr@kl.dk
KTO/OAO - Stauning Plads 1-3 - 1607 København V - Telefon 33 70 13 00 - dsm@oao.dk